Uønsket gravid – medicinsk abort

GYNÆKOLOG 
STINNE HOLM BERGHOLDT

Personlig, professionel
og nærværende

-

telefon, 66136012
Telefontid, 9-11 mandag - torsdag

Vestergade 39, 3 tv
5000 Odense C

En graviditet er ikke altid ønsket. Der kan være forskellige forhold omkring graviditeten som gør, at man ikke ønsker at fuldføre sin graviditet, men derfor vælger at få en abort. Årsagerne kan være mange. For at være mest mulig sikker på din abort, råder vi dig til at tale med din partner, familie, venner eller måske din egen læge om din situation. Det er ofte dem, som kender dig bedst som vil være dine bedste samtalepartnere i en situation som denne. Har du brug for en samtale med os før du beslutter dig er du også meget velkommen til dette.

Vi tilbyder at foretage medicinsk abort på vores klinik. Dette kan ske uden ventetid og uden en henvisning fra din egen læge. 

Vi lægger stor vægt på, at du under hele abortforløbet føler dig tryg og velinformeret om det der skal ske. 

Den medicinske abort er gratis for kvinder med bopæl i Danmark, men for kvinder under 18 år kræves der en tilladelse fra forældre eller en værge.

Forløb ved en medicinsk abort

Forløbet ved en medicinsk abort strækker sig typisk over 8 dage. Herunder har vi angivet og beskrevet i detaljer, hvordan forløbet kommer til at foregå, så du ved, hvad du vil opleve, når aborten igangsættes.

Dag 1

Ved dit første besøg i klinikken forklarer vi det forventede forløb for aborten. Du får foretaget en gynækologisk undersøgelse, bliver undersøgt for kønssygdomme samt får lavet en ultralydsscanning for at afklare at alt er normalt og hvor langt du er i graviditeten. 

Der bestilles blodprøve, som skal bruges til bestemmelse af graviditetshormonet (HCG). Denne skal du have taget på OUH, tidsbestilling på www.booking.rsyd.dk. Eget lægehus kan også tage prøven.

Vi gennemgår denne vejledning med dig og du skal underskrive en anmodning om svangerskabsafbrydelse (hvis ikke, den allerede er udfyldt ved egen læge).

Du får herefter en tablet som du skal tage, mens du er på klinikken. Denne tablet sætter aborten i gang, og aborten kan derefter ikke fortrydes. Blødningen fra den medicinske abort vil ofte først ske på 2. dagen herefter, men hos nogle starter blødningen allerede i døgnet efter den første tablet.

Vi anbefaler, at du køber nogle store bind samt Panodil og Ipren som smertestillende.

Dag 2-3

På 2. dagen efter dit besøg igangsættes den egentlige abort. 

Du tager noget smertestillende 1 g Panodil (2 x 500 mg håndkøb) & 400 eller 600 mg Ipren (2 eller 3x 200 mg håndkøb) fra morgenstunden, gerne sammen med lidt morgenmad.

å anbefaler vi at du får tisset af og lægger dig i sengen igen, her skal de 4 stikpiller (Cytotec) oplægges i skeden. Det er vigtigt, at du derefter bliver liggende 1 time i sengen, så tabletterne kan optages fra slimhinden. 

Herefter må du gerne bevæge dig omkring og lave lettere aktiviteter.

Du vil abortere i løbet af de næste 2-8 timer. Enkelte vil opleve det senere, men størstedelen vil efter det næste døgn have aborteret helt. Da stikpiller får livmoderen til at trække sig sammen, kan det opleves som kraftige menstruationssmerter. Vi anbefaler ikke at du er alene hjemme.

Vi anbefaler du tager smertestillende hver 6. time, det døgn aborten står på.

Det kan forekomme, at rester fra de 4 tabletter glider ud. Disse skal smides ud og må dermed ikke genoplægges. Det er normalt, at der kommer rester fra tabletterne ud gennem skeden. Behandlingen skal nok virke alligevel.

Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at du ikke bløder mere end dobbelt menstruationsstyrke i mere end to timer eller tapbløder. Hvis det alligevel skulle ske, at du oplever dette, bedes du kontakte os på vores direkte telefonnummer til klinikken.

Det er normalt, at man kan bløde kraftigere end ved vanlig menstruation, men hvis du er bekymret for blødningsmængden eller du har kraftige smerter, hvor Panodil og Ipren ikke hjælper, skal du kontakte os. Hvis det er udenfor vores åbningstid, skal du kontakte egen læge eller vagtlægen, der kan vurdere, om du skal ses til vurdering på den nærmeste gynækologiske afdeling.

Hvis du ikke er begyndt at bløde 24 timer efter de 4 stikpiller er blevet lagt op, skal du kontakte os. I så fald kan behandlingen forsøges gentaget, eller vi kan aftale henvisning til gynækologisk afdeling til kirurgisk abort (udskrabning).

Dag 8

Du får en tid til kontrol hos os ca. en uge efter aborten. Under dette kontrolbesøg vil du blive ultralydsscannet for at se, om afstødningen er sket. Der skal forinden igen tages en blodprøve for at konstatere, om graviditetshormonet er faldet til et acceptabelt niveau.

Det kan forekomme ved ganske få (ca. 5%), at udstødningen ved en medicinsk abort endnu ikke er sket. I disse tilfælde vil det være muligt, ud fra vores vurdering og dit ønske, at få foretaget en udskrabning på et sygehus. Alternativt kan man forsøge med endnu en medicinsk behandling. 

Hvis aborten er sket, men der stadig er en mindre mængde væv tilbage i livmoderen, kan vi ofte tømme det ud i klinikken med et lille sug.

Bivirkninger ved abort

Op imod 40% oplever kvalme i forbindelse med den medicinske abort. Enkelte patienter vil opleve smerter, som kan klares med smertestillende piller. De fleste bløder i 1-2 uger; her vil blødningen være kraftigst de første par timer. Blødningen fra den medicinske abort kan variere alt efter, hvor langt henne i din graviditet du er.

Medicinsk abort – fordele

Ved en medicinsk abort undgår du at komme i fuld bedøvelse. Du undgår instrumenter i livmoderen, hvilket samtidig betyder en mindsket risiko for infektion og sammenvoksninger i livmoderhulen.

Medicinsk abort – ulemper

Længerevarende blødningsperiode end efter en kirurgisk abort. Der kan forekomme smerter, opkastning og kvalme.

Fremtidig prævention

Ved din kontroltid hos os vil vi tale med dig om fremtidige præventionsmuligheder og du kan få en tid hos os til evt. at få anlagt en spiral, se patientvejledning om denne og se www.minprævention.dk

download vejledning som pdf